Gruppe 1

Gruppe 4's Robinsonade

STRANDINGEN

Året var 1812 og Dan Robinson var på vej til havnen for at søge hyre på en fregatten ?Den blå havmåge?, som var et af byens største passagerskibe. Robinson som var rig og velhavende behøvede slet ikke at søge hyre på skibet, for han havde så mange penge at han havde råd til mange gange at rejse med skibet, men hans ven Herbert havde opfordret ham til at prøve sømands livet og skibe var noget Robinson syntes om. Så han tog sammen med Herbert turen helt til ?Kap det gode håb?.Robinson havde lige pakket sin sæk med alt, hvad han syntes var vigtigt, da Herbert pludselig råbte ?Robinson skibet tager afsted nu!? Robinson råbte tilbage, at han snart kom, men så hørte han skibs klokken dinge til afgang ,han styrtede ned til havnen og nåede lige at komme ombord, før landgangsbroen blev hevet op af to sømænd. Da skibet med god vind i sejlene forlod havnen, vinkede folk farvel med lommetørklæder i alle farver. Det varede ikke længe før skibet begynde at gynge, og at Robinson blev søsyg, han gik ned i sin kahyt og faldt i en dyb søvn.Robinson vågnede med et sæt idet en råbte ? Alle mand til pumperne?, Robinson fór op på dækket og så et stort kaos, store bøgler skvulpede op på¨dækket og hev sømænd med sig ud i det store gabende hav.Robinson så sit snit til at gribe fat i stor masten, men i stedet fik han en økse og en besked på at fælde den.Robinson begyndte at fælde den, men en stor bølge tog hans økse og to af hans kammerater. Herbert var ikke iblandt dem, men han forstod nu, hvor farlig situationen var Herbert kom løbende over til Robinson og spurgte om han havde det godt. Robinson fik lige svaret, da hele skibet med et stoppede og alle faldt ned på dækket en stemme råbte ?Grund stødning?,?kom? sagde Herbert ? ned til pumperne, ellers synker vi? Robinson og Herbert nåede at løbe to skridt før, en kæmpe bølge rev Herbert med ud i havet. Robinson var blevet så forvirret af stormen, at han ikke så endu en kæmpe bølge,Robinson mærkede pludselig bølgens kraft og salt smag, da han med et lå i havet og blev kastet frem og tilbage, men pludselig stoppede alt Robinson var blevet slynget ind i en klippe. Alt blev sort, og Robinson mindes kun stormens lyde da han sank ned i vandet. Da Robinson to dage efter vågnede,lå han i en lille ud dybning af stranden, han havde ondt over det hele især i sin arm , han undersøgte den og fandt et stort gabende sår,det blødte, til Robinsons store forbløffelse, ikke særligt meget .Robinson rejste sig og så sig omkring, Robinson mærkede efter, om han havde et kompas i lommen, men der var intet kun en lommekniv, men det var jo osse meget godt.Robinson var meget træt og ville slæbe sig op på stranden for at sove men så kom han i tanke om vilde dyr så han måtte hellere finde et bedre sted. Han gik en lille tur på stranden og til sin angst, så han drivtømmer og afrevne lemmer ligge og flyde i strandkanten ingen tvivl skibet var gået ned. Robinson havde ikke tænkt over tiden, og før han vidste af det var det mørkt, så skulle han altså finde et sted at sove, en palme selfølgelig, Robinson havde på sin strandtur set en velejnet palme, han gik tilbage, og der var den, Robinson kravlede op i den og lagde sig til rette og faldt endu en gang i en rolig dyb søvn.

Rasmus

DE FØRSTE DAGE

Da han vågnede prøvede han at kravle ned fra palmen, men der var for langt ned. Men efter tre gange lykkkedes det. Den lange tur havde gjort ham godt træt, han måtte finde et sted hvor han kunne bo. Han fandt et vældet træ som var hult, der kunne han sove for natten. Men dagen efter måtte han finde et bedre sted. Næste dag gik han rundt og ledte da han havde gået i lang tid fandt han ud af han Da han vångede prøvet han at kravle ned fra palmen, men der var for langt ned. Men efter tre gange lykkedes det . Den lange tur havde gjort ham godt træt, han måtte finde et sted hvor han kunne bo. selv kunne lave et hus, så ville han finde noget som han kunne bruge. Han fandt nogle gode bambus. Han begyndte at bygge, det blev et flot hus syntes han selv. Men han syntes at der manglede noget, MAD selvfølgelig men hvor kunne han finde mad?, dyr gav kød, men han havde ikke noget han kunne bruge. En buge og en pil kunne han godt lave, for der var noget bambus tilbage. Han lavede en buge men hvad skulle han bruge til strengen, lianer var der nok af. Han tog en lian som streng, og pilespidser lavede han af flinte sten. Så måtte han finde mad, han gik og gik, men fandt kun søde små kaniner. Han blev nød til at skyde nogen, han skyd to, også gik han hjem. Han sad og tænkte lidt på hvordan han skulle spise kaninerne. Han skar kaninerne op med sin lommekniv som han havde med hjemme fra, og skinnet fra kaninerne ville han bruge til en taske. Han kunne jo ikke spise kaninerne råt, så han lavede et bål, hvor han kunne stege dem på. Ilden fik han af to flinte sten som han slog mod hindanden. Han viste ikke om han var alene på øen, så tog han sin taske som han havde lavet af kaninskind, og sin buge og pile, så gik han. Han kunne ikke finde noget som helst, så det måtte han jo være. På vej hjem så han en papegøje, den fløj efter ham, han tog nogle blåbær i hånden, og papegøjen fløj hen til ham satte sig på hans arm og begyndte at spise blåbærene. Så tog han hjem med papegøjen. Han syntes at han manglede noget værktøj. Han ville lave en hammer og en økse, men først skulle han have nogle gode pinde og sten, og når han havde det skulle han lave en hammer, han skulle sætte en sten og en pind sammen med en lian. Hvis han skulle lave en økse skulle han bruge en flintesten og en god pind, han skulle lave en rille i pinden og der skulle stenen sidde. Det var ved at blive mørkt, men hvor skulle han sove, han havde jo ingen seng. Han brugte hele natten på at lave en seng, til sidst blev han færdig , og var meget stolt. Han lagde sig ned i sin nye seng , og tænkte på at han skulle på jagt næste dag . Så faldt han i søvn.

Natasha.

Livets gang.

Næste dag gjorde han sig klar. Han pakkede sin skindtaske og tog sine våben. Nu begyndte eventyret for alvor. Han gik i lang tid, men fandt ikke noget specielt spændene. Men pludselig gik han ind i en lysning og der så han noget vidunderligt. Foran ham var der masser af dyr. Kaniner, hare, vilde heste og mange flere forskellige raser. Nu vidste han hvor der var dyr, og hvor der var dyr var der mad. Han havde jo sin lommekniv i lommen og med den snittede han et kryds i hvert andet træ, så han finde stedet igen hvis han havde brug for kød. Da han kom hjem var han sulten. Men han havde ikke noget mad, så han besluttede sig for at lave en urtehave, på et andet tidspunkt. Men nu måtte han finde noget at spise. Det var nemt for der var mange frugter. Han valgte en kokosnød, en banan og en appelsin. For det vidste han hvad var. Nede på stranden fandt Robinson en skarp sten til at åbne kokosnøden med.

Men først nu slog det ned i ham, at han måske skulle lave en kalender. Han regnede ca. med at han havde været på øen i en måned. Så tog han sin lommekniv og begyndte at snitte i træet. Det tog mange timer for barken var ikke glat. Da han var færdig, var det ved at blive mørkt. Så han skyndte sig hjem før det blev helt sort, for så kunne han jo ikke finde hjem. Da han kom hjem fandt han til hans store overraskelse en sovende kvinde i hans hule. Hun sov i hans seng, så Dan lagde sig på gulvet. Næste morgen vågnede han tidlig, tidligere end kvinden der lå i hans seng. Han glædede sig til at hun vågnede, for han ville gerne vide hvad hun hed. Hun sov i et par timer til, men så vågnede hun. Hendes øjne lyste da hun så ham. Han forstod ikke hendes sprog. Så hun begyndte at snakke engelsk til han og det forstod han. Hun sagde at hun kom fra Frankrig og at hun ikke var vant til at sove i små huler. Hun sagde også at hun var meget sulten. Men før han gik ud for at hente mad til hende, spurgte han om hvad hun hed. Hun sagde at hun hed Eponine, og at hun kom fra en mange millionær familie. Han sagde at han hed Dan og også kom fra en rig familie. Men det troede Eponine ikke på, fordi han gik i laset tøj. Han spurgte om hvad hun havde lyst til. Hun sagde at hun gerne ville bede om noget at drikke og noget fisk tilberedt med citron og kaviar. Så blev Dan lidt sur og sagde til Eponine at det ikke var en restaurant men en øde ø.

Der kunne han allerede mærke at hun var meget fisefornem. Men han skulle nok få sat skik på hende. Hun blev ret fornærmet, og ville ikke snakke med ham. Men så sagde Dan at hun så selv måtte finde mad og at hun skulle gå ud af hans hule. Men så begyndte hun at græde og kastede sig over i hans favn. Hun trykkede hendes hoved ind til hans bryst. Han løftede hendes hoved, så han kikkede hende direkte ind i hendes smykke brune øjne og han fik et ulykkeligt blik tilbage. Så kyssede de. Det var et forsigtig kys. Sådan stod de i lang tid. Men så holdt de langsomt op. Hun spurgte med et glimt i øjet om han ikke skulle hente noget mad til hende. Han nikkede stumt og gik betaget af hende ud og fandt en kokosnød og nogle frygter til hende. Han følte et lille stik i hjertet af længsel efter hans kæreste Jane derhjemme. Men han havde en underlig følelse indeni. Han var bange for at det var kærlighed, for han havde jo en kæreste. Da han kom hjem til hulen var Eponine i fuld gang med at bruge hans regnvand til at vaske sig med. Han stod og kikkede på hende. Det var lang tid siden at han havde set en nøgen kvinde krop. Da han havde stået og set på i et stykke tid, opdagede hun ham og hun tog hurtigt et stort palmeblad som hun havde hentet i et af de lave palmetræer uden for hulen og holdt op foran sin krop. Hun sagde at man ikke måtte stå og kikke på nogen uden at de vidste det. Men han begyndte at le og så lo hun med. Da hun havde fået tøj på satte de sig på gulvet og spiste,det Dan havde hentet. Hun sagde at det var det bedste måltid hun nogle siden havde smagt. Da de havde spist, spurgte Dan hvordan hun var kommet til øen. Hun svarede at hun havde været på skibet ? Den blå hanmåge ? Hun sagde at hun var på vej til U.S.A. for at besøge sin fine tante. Men så skyllede hun i land og så fandt hun den her fine hule, og så sov hun her. Han spurgte om hun var en god husmor, men hun svarede at hun aldrig havde bestilt noget. Men hun sagde at hun var meget lærenem. Men pludselig kunne han huske noget han havde sagt. At han ville prøve at lave en urtehave, og det kunne Eponine dyrke. Der gik ni måneder og Eponine og Dan blev mere og mere forelsket i hinanden. Nu syntes Dan at Eponine skulle have motion, han ville nemlig ikke have en tyk boende i hans hule. Det var første gang at Eponine skulle med på jagt. Dan havde bestemt at de skulle gå end i lysningen. De gik tidligt på morgenen for så var dyrene trætte og dovne. De opholdt sig lige i udkanten. Men lige pludselig skreg Eponine. Hun fik ondt og lagde sig ned, og ca. to timer efter var deres barn på vej. Da det var kommet lå Eponine og holdt det i sin favn. Dan gik så det nyfødte barn og det`s mor kunne være i fred. Mens han gik, spekulerede han på hvad det skulle hedde. Hvis det blev en pige vidste han ikke hvad hun skulle hedde, men hvis det blev en dreng skulle han hedde Jack. Det havde han bestemt sig for. Efter ca. en halv time, gik Dan tilbage til hulen. For at hente vand til at vaske barnet i. Eponine var allerede hjemme ved hulen. Det var ved at blive mørkt og de skulle have mad. Efter de havde spist gik de i seng, for det havde været en lang dag. Næste morgenen gik Eponine ned til vandet for at vaske sig, mens hun var ude i vandet, kom der pludselig en kraftig bølge og førte hende langt ud i vandet. Hun kæmpede længe for at komme ind til land igen, men en understrøm førte hende længere og længere ud. Til sidst kunne hun ikke længere og hun sank til bunds. Dan sad lang tid nede ved stranden og håbede på at Eponine ville komme op af vandet igen. Til sidst måtte han se i øjnene at hun var druknet. Han var så ulykkelig at han gik op i hulen, der græd han sig i søvn.

Lin

En dag da Dan Robinson gik en tur på stranden blev han meget forskrækket for foran ham lå et gennem gnavet menneske lig han så også et slukket bål. Han kikkede ud over havet og så en ø ikke langt der fra . Det gik op for ham at der boede kannibaler, nu måtte lave en ny bue til at forsvare sig på afstand med. Buen lavede han igen af bambus stregen lavede han af lian flettede sammen med dyre- tarm pile spidserne lavede han af flinte sten og enden af pilene satte han nogle måge fjer. Pile-korkoret lavede han af et stykke udholde bambus. Da han var færdig ville han på jagt. Han gik ned mod et vand hul han aldrig havde være ved før. Han gemte sig bag en busk og ventede på der skulle komme et dyr at drikke. der gik ikke lang tid før der kom en hjort og begyndte at drikke. Han lage pilen på buen og tog sigte. Pludselig forsvandt hjorten og Dan så enden af en slange hale dykke ned i vandet. Han blev meget forskrækket og var lige ved at besvime. Han kom hurtigt til bevidstheden igen . Han tænkte den må jeg have med hjem. Han tog sigte på slangen han ramte vedsiden af. Slangen var så distraherede af at æde at den ikke reegerede på det han skød igen han ramte den lige i kroppen slangen for op denså ham og styrtede frem mod ham han skød igen og ramte den fortsatte i lidt langsommere tempo han skød igen og ramte slangen stoppede og var død. Han var meget lettede og stolt over at havde dræbt det store uhyre. Han slæbte det med hjem og målte det. Den var 13 meter lang. Han flåede skindet af den og lage skindet til at tørre. Så hørte han noget men så forsvandt det så var det der igen det var bongo trommer og nogen der råbte. Kannibalerne tænkte Dan han tog sin kniv i sit bælte sin pilekokker med pile på ryggen sin bue i hånden og løb ned mod det sted han havde fundet liget. Da han kom derned gemte han sig bag en busk hvorfra han kunne se kannibalerne. De festede på en underlig måde nogle løb rundt om bålet mens nogle andre slog hinanden ihjel. Han kunne se at der var fem krigere og fem der slog hinanden ihjel. Han skød en kriger og så stoppede alle kannibalerne.så skød han en til så fik de øje på ham så skød han en til og opdagede at han ikke havde fler pile så trak han sin kniv. Nu sprang en af krigerne på ham han prasede sin kniv mod Dans hoved. Dan stak sin kniv i ham og kom hurtigt på benene igen så sparkede han den sidste kriger i maven og skar luft røget over på ham. Da han kikkede efter de andre var de væk men de havde efter ladt en kano Dan blev rigtig glad for den kunne ham og Jack jo sejle hjem i. Da han kiggede ned i kanoen opdagede han at der var hul i den. Han gik hjem for nu var det blevet aften, han lå og spekulerede på hvordan han skulle komme hjem, og faldt derfor sent i søvn.

Forbereddelse til Hjemrejsen

Næste dag var Robinson?s hoved lysene klart han havde tænkt hele natten og var kommet på en løsning han ville bygge en kano.Robinson syntes at det var ærgerligt at hans søn ikke var stor nok til at hjælpe ham med kanoen for så ville det nok gå lidt hurtigere. Robinson arbejdede flitigt men blev alligevel først færdig efter to dages slid ,men så var den også flot. Robinson havde ikke tænkt på proviant og det ærgede ham at han ikke havde plads til sit slangeskind for det gav ham mod. Efter at hve pakket det mest nødvedige lagde han sin søn i sin kano og skulle lige til selv at sætte sig i den da han kom i tanke om tøj han vidste ikke hvor lang tid de skulle sejle så han spænede hjem til hulen og hentede et godt dyreskind der var stort nok til dem begge ,men da han kom tilbage så han langt ude på havet sin kano med drengen i. Robinson var lige ved at svømme ud til sin søn men så så han lidt længere ude en stor sort finne han kunne ikke se om det var en haj eller ikke men vidste at pga. understømmen ville det være selvmord at forsøge at nå derud. Robinson sankt om i en kæmpe gråd han nu ikke alene mistede sin kone men nu også sin søn Robinson gik ind i sin hule og sank sammen på sengen. Da Robinson næste dag vågnede så han lige ud af døren ud på havet han vidste ikke lige med det samme hvad der var sket men da han så den tomme vugge kunne han huske hvad der var sket Robinson sank om på sengen og pludselige fik han ondt i sit hoved han lukkede sine øjne men billederne af finnen og kanoen og sin kæreste derhjemme og her der blev taget af understrømmen .Efter en frygtelig nat med alt i hovedet vågnede Robinson med et sæt han havde det virkeligt dårligt og så kom det bræksmagen væltede ud af munden og Robinson følte sig som en anden der stod og så på. Lidt efter at han havde brækket sig begyndte Robinson at tøre op det han havde mest brug for var nogen til at hjælpe sig så han selv kunne ligge sig op i sengen men nu måtte han for første gang passe sig selv når han var syg det havde han det meget skidt med men hvis han ikke ville rådne op så var det den eneste udvej. Robinson var meget dårlig på trods af at han havde brækket sig så han begynde at flette en kurv Eponine havde lært ham at flette en kurv men han kunne ikke rigtigt huske det så først efter fire forsøg lykkedes det Robinson var meget træt og da kurven var færdig lagde han sig ned i sengen og faldt i en dyb, dyb søvn.

Rasmus

Redningen

Næste morgen vågnede Dan, med en forfærdelig hoved pine. Han havde haft den hoved pine i mange dage, og var nu godt træt af den.En dag så han pludselig et lille skib langt ude i horisonten, han blev så glad at han kunne løbe hele øen rundt, men det havde han ikke tid til, for han skulle pakke alle sine ting og sager. Han besluttede sig for at holde øje med skibet hele natten. Næste morgen kunne han ikke huske hvad der var sketi , Men to ting vidste han og det var at han var faldet i søvn og at skibet var kommet tættere på. Et par dage efter var skibet nok en km væk han løb op på et bjerg der var på øen og stod der og viftede med sine arme. Skibet drejede hen imod ham og få minutter efter var der en gummibåd på vej hen til hans ø. Han løb ned fra bjerget hvor han stod på og ned på stranden, snuppede sine ting i farten, sagde farvel til sine dyr og hoppede ned i gummibåden. Ude på skibet hilste han på kaptajnen og spurgte om han måtte komme med, også fortalte han hele historien, om ulykken på skibet, den historie kunne kaptajnen ikke stå for, så han måtte gerne komme med. Dagen efter fik Dan det dårligt, han havde ond i maven og i hovedet.Få uger efter lagde de til i en Engelsk havn, Dan havde det stadig væk dårligt, så han skyndte sig hjem. Der hjemme tog hans kæreste imod ham, og han fortalte alt hvad der var sket han sagde også at han havde det dårligt hun sagde at han nok bare skulle hvile sig lidt. Tre dage efter tog han på hospitalet fordi han stadigvækhavde det dårligt. Der ude fik han afvide at han havde fået malaria, og skulle dø.Da han fortalte det til sin kæreste blev hun så ked af det at hun sagde at han selv måtte bestemme hvor han ville dø. Det tog han til sig og få dage efter hvar han på vej ud til øen igen, får han ville dø på sin egen ø. Da han var kommet ud på øen igen skrev han med sine sidste kræfter?undskyld? i sandet, og hvor for må du selv finde ud af.!!!!!

Nadia

Nadia, Lin, Natasha, Mathias og Rasmus

Tilbage